Bedste juli for hotellerne i 20 år

Dermed fik hotellerne den bedste juli i 20 år. I alt var der 1,6 millioner overnatninger og til sammenligning var antallet i 2009 på 1,3 millioner.

 

Det er både danske og udenlandske gæster, som bidrager til væksten. De danske overnatninger er gået frem med 7,7%, mens de udenlandske er øget med 7,3%.

 

Af de udenlandske overnatninger er det især det store svenske marked, som har skabt vækst med  9,2% mens antallet af britiske overnatninger steg med 16,6%. Kina og Rusland er stadigvæk forholdsvis små markeder for dansk turisme. Men væksten i antallet af kinesere og russere er alligevel bemærkelsesværdig. Antallet af kinesiske overnatninger er vokset til 13.300, hvilket svarer til en vækst på 73,8%, mens antallet af russiske overnatninger er vokset med 29,7% til 8.500.

 

”Efter nogle hårde år er vi på vej i den rigtige retning igen. Det er meget opløftende. Vi har stadigvæk ikke nået tidligere tiders niveau for indtjening pr. værelse, men også her går udviklingen i den rigtige retning”, siger Horestas formand Jens Zimmer Christensen.

 

”En del af forklaringen er udviklingen i valutakurserne og øget rejselyst, men det har også betydning, at forretningsturismen har fået bedre konkurrencevilkår, idet erhvervslivets mulighed for at afløfte momsen ved hotelovernatninger, kursus- og konferencepakker er hævet fra 25 til 50%. Vi mangler stadigvæk de sidste 50% for at blive ligestillet med konkurrenterne i udlandet. Men udviklingen viser, at vækstpotentialet er stort”.

 

Horestas beregninger viser, at væksten for udenlandske overnatninger i første halvår svarer til 700 fuldtidsstillinger og 210 millioner kroner i statskassen.

Skrevet af Flemming Juul