Bodil Dylov ny bestyrelsesformand i SCC

Det sker fordi Bodil Dylovs mand, Per Dylov, som hidtil har været bestyrelsesformand, ikke kan have begge poster. Han er nu blevet administrerende direktør i Scandinavian Cruise Center (SCC) efter Harald Rytz meget pludselige afgang.

”Jeg vil indstille Bodil Dylov, og håber hun siger ja til posten,” siger Per Dylov. Bodil Dylov har et godt kendskab til SCC, hvor hun tidligere har været regnskabschef. Per Dylov regner ikke med, at Bodil Dylov skal blive længe på posten. ”Bodil vil gerne være i bestyrelsen, men helst ikke være bestyrelsesformand. Jeg regner med igen at blive bestyrelsesformand, når vi engang har fundet en direktør, så jeg ikke længere skal være administrerende direktør,” siger Per Dylov til Stand By.

”Vi er i øjeblikket ved at lægge hele organisationen på plads i SCC. Jeg tænker meget over, hvordan vi skal gøre det. Vi går i næste uge i gang med et headhunter firma for at finde en leder. Enten som administrerende direktør eller som daglig leder. Vi har masser af branchekendskab i firmaet, så det behøver ikke være en branchekendt mand eller kvinde. Det skal være en som har forstand på penge, og på udadvendt marketing, så vi kan komme ud til kunderne.

Det skal også være en som kan lave overskud. Vi har haft overskud på fra 600.000 – 2. mio. i SCC, men omkring en mio. i overskud i gennemsnit om året. Hvis det ikke giver overskud, synes jeg ikke det er sjovt, ” siger Per Dylov.

”Er i også på jagt efter et nyt bestyrelsesmedlem efter Stefan G. Rasmussen? ”Ja, vi leder efter en mand eller en kvinde som kan tilføre firmaet mere kraft og dynamik. Gerne en person med international erfaring og en større horisont, som kan komme med nye ideer. Men vi har ingen kandidater lige i øjeblikket.”

”Du er 66 år. Har du ikke tænkt på at sælge og nyde livet?” ”Jo, Jeg har også fået tilbud fra en køber. Men SCC er mit barn og man sælger jo meget nødigt sine børn,” siger Per Dylov.

Skrevet af