Bureauet blev erklæret konkurs så sent som onsdag den 15. juni, men alligevel satte kurator, advokatvirksomheden Bech-Bruun og Dragsted i Århus, allerede fredag den 17. juni som frist for at give tilbud på at overtage f.eks. bureauets kundekartotek. Kartoteket kan være værdifuldt for andre rejsebureauer, fordi det indeholder navne på forbrugere, som nu ikke kommer på rejse med det konkursramte bureau, og derfor må formodes at ville købe en anden rejse.
Stand By har i dag forgæves forsøgt at få en kommentar fra kurator om, hvorvidt, der forhandles med en eller flere købere, eller om kundekartoteket allerede er solgt. Men det er ikke lykkedes at træffe kurator. Kilder tæt på forløbet vurderer dog, at kundekartoteket formentlig allerede er solgt. Ifølge en skrivelse fra kurator, der blev distribueret onsdag i sidste uge af Danmarks Rejsebureau Forening, indeholder kartoteket navne på omkring 800 personer, der skulle være rejst med det konkursramte rejsebureau i den kommende tid. Dertil kommer en database med over 70.000 navne på personer, som har bestilt bureauets kataloger gennem tiden.

STANDBY.DK Nyt om rejser

