Udenlandske turister synes ikke, at de får nok for de mange penge, det koster at holde ferie i Danmark, fremgår det af en analyse fra Videncenter for Dansk Kystturisme.
”Overordnet er turisterne tilfredse, men de finder det dyrt at besøge Danmark. De værdsætter naturen, menneskene, servicen og maden, men omkostningerne er for høje”, siger Lars H. Olsen, direktør for Dansk Videncenter for Kystturisme, skriver ekstrabladet.dk.
”Det handler om, at skabe oplevelser, som turisterne selv kan blive en del af. Et eksempel kunne være, at man på Fanø har masser af østers og i Esbjerg er der et søfarts- og fiskerimuseum og nogle gode restauranter. Hvis man kunne starte med at samle østers, tage på museum og lære noget om fiskeri og om aftenen tilberede sine østers sammen med stjernekokke på en af restauranterne. Det er et eksempel på, at man som turist selv bliver en del af oplevelsen”.
Turismeforsker Anne-Mette Hjalager, Syddansk Universitet, mener, at vi skal være mere produktive, og tænke produktudvikling.
”Hvis man kan gøre oplevelsen bedre, så får folk også lyst til at betale for den”, siger hun.

STANDBY.DK Nyt om rejser

