Kursen på svenske kroner er faldet 11% ifølge ’News Øresund’ siden marts 2013. Stephan Müchler fra Handelskammeret i Malmö forventer, at flere danskere vil søge de svenske butikker for at købe billigt ind.
”Jeg forventer et større pres af danske kunder – både fordi kursen er faldet, men også fordi den danske økonomi er i fremgang, siger han.
En svensk krone koster lige nu 0,81 danske kroner. En sammenligning fra ’News Øresund’ viser, at for eksempel en Klippan lædersofa koster 300 danske kroner mindre i et svensk Ikea-varehus end den identiske sofa i et dansk Ikea. En iPhone 5S er 426 danske kroner billigere hos svenske Elgiganten end hos den danske søsterbutik.
I Skandinaviens største shoppingcenter, Emporia i udkanten af Malmö spurgte man i starten af året kunderne, hvor de kom fra. 6% svarede, at de boede i Danmark, oplyser Center Manager Frederik Ekelund, der også forventer øget tilgang af danske kunder.
Sidst kursen på svenske kroner var så lav i forhold til de danske var i 2011. De svenske varer er dog langt fra så billige som i 2008 og 2009, hvor en svensk krone var helt ned på kun 63 danske øre. Dengang flokkedes danskerne til Sverige for at købe især dyre varer som fladskærme og tøj.

STANDBY.DK Nyt om rejser


