De første 175 mennesker er rykket ind i det nye symbolfyldte bygningsværk, der er opført på Ground Zero på Manhattan i New York.
Det er mere end 13 år siden World Trade Centers tvillingetårne blev ødelagt under det største terrorangreb i amerikansk historie. Det nye One World Trade Center er 1.776 fod høj – lige over 540 meter – fordi amerikanerne i 1776 underskrev Uafhængighedserklæringen, der etablerede USA som selvstændigt land.
Med sine 104 etager er det den højeste bygning i landet og prisen ventes at ligge omkring 23 milliarder kroner, inden den står færdig, skriver dr.dk.
Det er det store magasinforlag Conde Nast, der rykker først ind i bygningen, hvor deres 3.400 ansatte skal sidde fordelt på 24 etager. I første omgang har 175 mennesker sat sig ved skrivebordene.
One World Trade Center er kun en af en række bygninger, der skal åbne på grunden, som tvillingetårnene stod på.

STANDBY.DK Nyt om rejser

