
Norwegian støtter Unicef med indsamlingsaktioner og støtte til flyvninger. Sidste år gik nødhjælpsflyvningen til Den Centralafrikanske Republik. Her er Bjørn Kjos og Bernt G. Apeland ved nødhjælpsflyet.
Norwegian og Unicef Norge sender i november et fly med nødhjælp og skoleudstyr fra Norge til Jordan for at hjælpe børn på flugt. Det flyver til Amman i Jordan, et par timers kørsel fra en af de største syriske flygtningelejre.
”Vi ønsker at gøre en ekstra indsats for at hjælpe syriske børn på flugt, og vores samarbejde med Unicef Norge gør det muligt. Vi har stillet et fly til rådighed og opfordrer vores kunder og samarbejdspartnere til at deltage,” siger Norwegians adm. direktør Bjørn Kjos. Norwegian-medarbejdere vil også deltage.
Unicef Norge har haft en indsamling til syriske børn i længere tid men vil nu mobilisere hele sit netværk for at fylde flyet. Norwegian opfordrer også sine passagerer til at donere et beløb, hvor det endelige mål er to millioner norske kroner.
”De syriske flygtningebørn har mistet alt. Det er afgørende, at vi kan mobilisere befolkningen til at fylde et fly med nødhjælp, som går direkte til børnene. Sammen kan vi sørge for, at de får et håb og en fremtid,” siger Unicef Norges generalsekretær Bernt G. Apeland.
Norwegian-flyet flyver fra Oslo til København, hvor nødhjælp og skoleudstyr lastes fra Unicefs verdenslager. Efterfølgende sættes kursen mod Amman. Norwegian beder sine passagerer om hjælp med at fylde flyet. I Danmark er det muligt at bidrage i billetbestillingsprocessen eller ved at klikke her.

STANDBY.DK Nyt om rejser

