Svenske tog dropper lufthavnsstop

DSB advarer om, at man kan tvinges til at indstille trafikken med Øresundstog til Sverige, hvis også  Danmark indfører grænsekontrol, som skal gennemføres af DSB-personale. Foto: News Øresund

Foto: News Øresund

Svenske rejsende, der kommer med tog for at nå et fly i Københavns Lufthavn, skal beregne ekstra rejsetid, fordi nogle tog vil undlade at stoppe i Kastrup på grund af pladsmangel.

Øresundstog fra Sverige stopper ellers altid ved lufthavnen, men på grund af den ID-kontrol, som svenskerne har indført, er der pladsmangel på stationen, skriver Jyllands-Posten. Hvis et tog er forsinket 5-9 minutter stopper det ikke i Kastrup.

”Det er vi nødt til at implementere, for at forsinkelser fra et tog ikke skal sprede sig til flere”, siger DSBs informationschef Tony Bispeskov til DR Nyheder.

I Københavns Lufthavn frygter man, at forsinkelserne kan koste fly-passagerer. Lufthavnen har fire millioner svenske passagerer årligt.

”Det er til stor gene, så vi tager det meget alvorligt. Faste passagerer må lægge ekstra tid ind i deres dagligdag, og det skaber frustration”, siger pressechef i Københavns Lufthavn Kasper Hyllested.

Øresundstoget kører e uden om lufthavnen og fortsætter mod København hvis det er forsinket mere end fem minutter. Hvis det er over ti minutter forsinket, stopper det i lufthavnen, men kører så ikke længere end til Københavns Hovedbanegård. Her tager et nødtog over på Kystbanen.