Historisk rally tilgængeligt for danskerne

Arne Radstrøm fik en andenplads ved Midnattssolsrallyt i 2015 i sin Volvo 242. Foto: Fotogubben.

Arne Radstrøm fik en andenplads ved Midnattssolsrallyt i 2015 i sin Volvo 242. Foto: Fotogubben.

Fra den 29. juni til den 2. juli 2016 foregår et af Nordeuropas største og ældste rallyløb, KAK Midnattssolsrallyt, i det sydlige Sverige – tæt på Danmark.

Det er Astrid Lindgrens fødeby Vimmerby, der lægger veje til løbet, som har eksisteret siden 1950. Byen er valgt på grund af de mange omkringliggende grusveje af høj kvalitet, som gør området perfekt til rally.

Midnattssolsrallyt er en folkefest for hele familien samt i høj grad et samlingssted for bilinteresserede. I startfeltet er biler fra mange forskellige tidsaldre lige fra Volvo PV og Saab 96 til Audi Quattro og Porsche 911.

Der er åbent for tilmelding frem til 1. maj, hvilket kan ske for alle sikkerhedsgodkendte personbiler i to forskellige klasser. I klassen Historic gælder det om at køre så hurtigt som muligt fra start til mål, mens klassen Regularity foregår på en særlig bane, hvor gennemsnitshastigheden som regel ligger på omkring 50 km/t.

Løbet opstod som rally og folkefest i 1950 og foregik hvert år frem til 1964. I 2006 blev det genoptaget og er foregået hvert år siden da.

For danske tilskuere vil der i høj grad være noget at komme efter for hele familien, idet Vimmerby foruden rallyløbet huser oplevelsesparken Astrid Lindgrens Verden.

Mere om Midnattssolsrallyt: www.midnattssolsrallyt.com.