Når danskerne vælger hotel til ferien, går 25% efter, at de kan surfe, streame, tjekke mails og tilgå de sociale medier uden problemer via Wi-Fi på værelset.
Det kan blive en dyr fornøjelse at opretholde onlinevaner på ferien, hvis ikke vi har et udvidet abonnement, der sikrer onlinetilgængelighed 24/7 i udlandet.
Men mange hoteller tilbyder efterhånden Wi-Fi på værelset, og det er mange danskere begejstret for, viser en undersøgelse fra Apollo.
Specielt de mandlige feriegæster har på forhånd tjekket, om hotellet nu også tilbyder Wi-Fi på værelset. 28% af mændene angiver, at de lægger vægt på Wi-Fi på værelset. Det samme gælder 21% af kvinderne.
”For blot få år siden skulle man i receptionen, hvis man ville tjekke mails eller nyheder. Det resulterede i, at mange tilbragte adskillige ferieaftner i hotellets reception i stedet for med familien på værelset. I dag tilbyder flertallet af vores hoteller Wi-Fi på værelset, så gæsterne kan nyde hinandens selskab og stadig tjekke mails eller se en serie, hvis de vil det”, siger Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.
Udover Wi-Fi på værelset lægger mange vægt på antal hotelstjerner, samt beliggenhed (gerne tæt på by eller strand) og pris, når vi skal vælge hotel. Mange kigger desuden på, om hotellet tilbyder morgenmad.

STANDBY.DK Nyt om rejser

