Med tabet af Flemming Albertsen har rejse- og turistbranchen mistet en foretagsom og idérig dynamo, der såvel som rejseskribent, som udgiver af branchemedier på tryk og internet, satte sit præg på informationsstrømmen i industrien. Det skete blandt andet som medstifter af nyhedsportalen turismenyheder.dk og som medudgiver af lufthavnsbladet CheckIn Billund.
Flemming Albertsen var livet igennem en engageret og ivrig fortaler for de liberale grundtanker, og var fra sine unge år funderet i partiet Venstre. Gennem 15 år forestod han oplysningsarbejdet i partiorganisationen, hvor han blev en højt skattet og uvurderlig inspirator for en lang række politikere og ledende organisationsfolk i partiet. Men også udenfor de partipolitiske rammer var han engageret, blandt andet som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor han blev formand i 1974.
Kommercielt førte Flemming Albertsen sine idealer ud i livet gennem engagementet i kommunikationsvirksomheden Headline, som han stiftede i 1983. Kendetegnet for virksomheden har, gennem alle årene, været Flemming Albertsens legendariske evne til at sætte sig i kundernes stol, og anvise anderledes og kreative kommunikationsløsninger.
Privat var Flemming Albertsen indbegrebet af den omsorgsfulde, engagerede og vidende ven. Han vil blive savnet af familien, medarbejderne, forretningsforbindelser og venner.
Flemming Albertsen fødtes den 14. december 1942, han døde den 30. april 2006. Æret være Flemming Albertsens minde.

STANDBY.DK Nyt om rejser

