Albatros Travel vil ikke sælge individuelle, skræddersyede rejser. “Vi gider ikke. Der er ingen penge i det, og alt for meget arbejde. Man skal lave det man er god til, og vi kan ikke tjene penge på at arrangere individuelle skræddersyede rejser. De kunder henviser vi til konkurrenterne. Jeg har ikke det nøjagtige tal. Men jeg vil tro, at vi afviser 50 – 100 kunder om måneden, og taber en omsætning på adskillige millioner kroner”, siger Søren Rasmussen, direktør og ejer af Albatros Travel til Stand By.
“Hvis man laver en rundrejse f. eks. i USA til 50.000 – 80.000 kr. og får 20 procent i provision, er det en udmærket forretning. Men hvis man skal ud med fire – fem tilbud som ikke giver noget, er det pludselig en fortjeneste på bare fire – fem procent. Det er ikke sjovt. Det skal man tænke på,” siger Søren Rasmussen. Efter et års forberedelse er Albatros Travel i løbet af nogle måneder parat med en ny hjemmeside, hvor kunderne kan gå ind og købe og booke rejser helt på egen hånd, uden at komme i kontakt med en medarbejder på Albatros Travel.
Rejsen betales også med det samme over nettet. “Det er standardrejser kunderne kan vælge. Der er åbent 24 timer i døgnet, og når folk selv gør en del af arbejdet, er rejsen billigere. Hvis folk har individuelle ønsker henviser vi til de steder, hvor Albatros har egne kontorer f. eks. Sydafrika eller Kina. Så kan kunden kommunikere på mailen med kontoret i f. eks. Sydafrika, hvor folk sidder til en helt anden pris”, siger Søren Rasmussen.

STANDBY.DK Nyt om rejser

