Administrerende direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours fortæller i den seneste Take Off-podcast, hvorfor han oprindeligt takkede nej til at være medstifter af Primo Tours sammen med Bjarke Hansen.
Bravo Tours indgår i dag i Travelheart Family, der med 300.000 årlige gæster er blevet Danmarks største rejsekoncern. Heraf er alene 160.000 gæster fra Bravo Tours, og Herning-rejsearrangøren udgør da også omkring halvdelen af både omsætning og overskud i rejsekoncernen.
Travelheart Family købte Bravo Tours i efteråret 2023, hvor administrerende direktør Peder Hornshøj og kommerciel direktør Gitte Søndergaard ejede tilsammen 20 procent. Men rent faktisk kunne Peder Hornshøj i dag have været medejer af koncernen, hvis han havde slået til på det rigtige tidspunkt.
Peder Hornshøj havde nemlig stiftet Bravo Tours sammen med Henrik Søndergaard i 1998, og i 2005 valgte de to ejere at sælge til islandske Primera Travel Group fra Heimsferdir-koncernen. Peder Hornshøj blev, mens Henrik Søndergaard forlod Bravo Tours kort tid efter salget.
I 2009 besluttede Bjarke Hansen, der er nuværende topchef og majoritetsaktionær i Travelheart Family at etablere Primo Tours, og han inviterede Henrik Søndergaard og Peder Hornshøj til at være med. Førstenævnte sprang til, mens Peder Hornshøj valgte at holde fast i Bravo Tours, hvor han stadig var administrerende direktør.
Fortryder intet
Havde Peder Hornshøj gået med på Primo Tours-vognen, havde han i dag givetvis været medejer af Bravo Tours og koncernens 15 andre brands i stedet for “blot” at være administrerende direktør. Men det ærgrer på inden måde den sindige midtjyde.
“Det fortryder jeg ikke. Tingene er gået godt henad vejen, og jeg havde stadigvæk også nogle rigtige gode år i Bravo Tours under ny islandsk ejerskab. Det kunne da godt være, at det kunne have været spændende at have været med i det andet også, men Bravo Tours er og var min baby og mit barn, og jeg kunne ikke se mig selv i at skulle springe fra det,” fortæller Peder Hornshøj i dag.
Udtalelsen kom i 2. episode af podcasten Take Off, der blev optaget i et studie i Aalborg Lufthavn tidligere på ugen.
Ingen planer om pension
I Take Off fortæller Peder Hornshøj under en samtale med podcasten-værten Ole Kirchert Christensen om sine snart 41 år i den danske rejsebranche. Det er alt lige fra tiden i Falke Rejser over Star Tour til etableringen af Bravo Tours samt den lange historie med sit livsværk, som også er blevet noget “personligt”, som Peder udtrykker det i podcasten.
Næste år fylder Peder Hornshøj 65 år, hvorfor der blot er to år til den officielle pensionsalder. Men den foretagsomme rejsebureaudirektør er dog slet ikke klar til at nyde sit otium endnu.
“Jeg har på ingen måde nogle konkrete planer om at gå på pension, og jeg har heller ikke gjort mig nogle tanker om, hvornår det skal være. Jeg synes, at det der med de 65, som jeg er på vej til, det fatter jeg ikke en skid af. Jeg synes jo stadigvæk, at jeg er midt i 40’erne og synes, at jeg har kræfterne til at være i det også,” lyder det fra podcast-gæsten.
Peder Hornshøj tilføjer dog, at han faktisk ikke ved, hvordan han vil håndtere det, den dag at han tager beslutningen.
“Jeg tror, at det kommer pludseligt, den dag det kommer,” lyder slutreplikken.
Den 49 minutter lange podcast med Peder Hornshøj er tilgængelig på Apple Podcasts, Audible, Podimo og Spotify eller via hjemmesiden Takeoff.dk.
Relaterede artikler:

STANDBY.DK Nyt om rejser


