Ved Global Traveler Leisure Awards vandt det portugisiske Star Alliance-medlem igen prisen for bedste stopover-program. Det tillader 10 dages ophold i Portugal uden flybilletten bliver dyrere.
TAP Air Portugal tillader i sit stopover-program op til 10 dages ophold i Portugal på ud- eller hjemrejsen med Star Alliance-medlemmet, uden at prisen på flybilletten bliver dyrere.
Det var ottende år i træk, at TAP Air Portugal vandt prisen for Best Stopover Program ved uddelingen af Global Traveler Leisure Lifestyle Awards. Prismodtagerne udvælges af læserne af Global Traveler-magasinet.
Deltagerne i TAP’s stopover-program får 25 procent rabat på indenrigsflyvninger i Portugal under deres ophold på op til 10 dage, blandt andet til Azorerne eller Madeira. Ligeledes får deltagerne i programmet rabatter hos over 150 TAP-partnere, herunder hoteller, restauranter, udflugter, museer og butikker.
”Det er en ære igen i år at modtage denne anerkendelse – endda for ottende år i træk. Vi giver vores gæster mindeværdige rejseoplevelser,” sagde Fernanda Ottavio, TAP’s markedschef for USA, da hun modtog prisen ved et event i Miami.
De øvrige modtagere fra nummer to til fem blandt flyselskaber med de bedste stopover-programmer i 2026 var: Turkish Airlines, LOT Polish Airlines, Brussels Airlines og Finnair.
Stor i Brasilien
TAP kan datere sin grundlæggelse tilbage til 1945, hvor Anden Verdenskrig sluttede. Første flyvning fandt sted for 80 år siden, den 19. september 1946, mellem Lissabon og Madrid med en legendarisk DC-3 Dakota.
TAP, der har været medlem af Star Alliance siden 2005, har hovedlufthavn i Lissabon og betjener foruden Europa også Afrika samt Nord-, Central- og Sydamerika.
TAP Air Portugal betegner sig som verdens førende flyselskab mellem Europa og Brasilien. TAP har i gennemsnit over 1.250 ugentlige flyvninger til i alt 88 byer med sine 100 fly: 10 i Nordamerika (USA og Canada), 15 i Sydamerika, 13 i Afrika og Mellemøsten, syv inden for Portugal og resten i Europa, oplyses det.
Relaterede artikler:
Portugal: Lukkede flyflyruter betød færre danskere
Portugal: Nordiske rejseagenter til messe og rundtur
Højhastighedstog vil reducere rejsetid mellem Madrid og Lissabon med syv timer

STANDBY.DK Nyt om rejser


