Snart kommer Ubers brugere i USA til at kunne booke hoteller igennem deres Uber-app. Det sker igennem et samarbejde mellem kørselsappen og Expedia, som mener, at rejsemarkedet er for fragmenteret.
Uber er rykket ind på hotelmarkedet gennem et samarbejde med Expedia Group. Det skriver Travel Weekly. Det betyder nu, at selskabet vil tilbyde belønninger til sine næsten 50 millioner loyalitetsmedlemmer, som vælger at booke overnatninger gennem ridesharing-app’en.
Samtidig kommer man også til at tilbyde stemmebooking og rejseanbefalinger drevet af kunstig intelligens som en del af en række nye funktioner, som Uber præsenterede ved selskabets såkaldte Go-Get-event i New York onsdag i denne uge.
Det er en del af Ubers bestræbelser på at blive en såkaldt ”superapp”, hvor transport, mad og rejser bliver samlet på samme sted.
“Livet føles mere travlt end nogensinde – for mange apps, for mange trin, for mange beslutninger og ingen tegn på, at det bliver langsommere. Hos Uber er vores mission at gentænke måden, verden bevæger sig på, så du kan bruge mindre tid på at håndtere hverdagen og mere tid på at leve den,” skrev Ubers administrerende direktør, Dara Khosrowshahi, i et opslag i Uber Newsroom i forbindelse med offentliggørelsen.
Ser samarbejde som en naturlig udvikling
Dara Khosrowshahi er i øvrigt selv forhenværende administrerende direktør i Expedia Group, og i 2024 overvejede Uber at opkøbe rejsevirksomheden.
Fra Ariane Gorin, som er nuværende administrerende direktør i Expedia Group, lyder det, at hun ser partnerskabet som en naturlig udvikling af fremtidens rejser. Hun mener, at rejseområdet er for fragmenteret, fordi man som bruger skal skifte mellem flere apps for at arrangere en gennemsnitlig rejse.
Samarbejdet betyder, at brugere i USA nu kan bruge deres Uber-app til at søge og booke blandt mere end 700.000 hoteller verden over. Næste skridt bliver, at Expedia kommer til at bringe ferieboliger til Ubers brugere.
Loyalitetskunder i Uber One kommer til at kunne nyde godt af fordele ved hotelbookinger. De vil få rabatter på mindst 20 procent på en løbende liste over 10.000 hoteller. Derudover vil de optjene 10 procent tilbage i Uber Credits på hver booking, og denne værdi vil blive vist på forhånd i bookingprocessen.
Relaterede artikler.
Uber vil køre europæiske højhastighedstog

STANDBY.DK Nyt om rejser


