Samtidig med at verdensmesteren i badminton for hold skal kåres i Horsens, afvikles der også en række årsmøder i forskellige badmintonforbund, og det er godt nyt for områdets hoteller.
Henimod slutningen af april skal man se sig for, hvis man ikke vil rammes af en fjerbold i Forum Horsens. Her danner den indendørs arena nemlig ramme om Uber og Thomas Cup, der er verdensmesterskabet i badminton for hold. Det skriver Horsens Folkeblad.
Udover spillere, trænere og andre medrejsende er præsidenter og vicepræsidenter fra alle verdens badmintonforbund også blevet inviteret til Horsens, da der afvikles en række årsmøder i forbindelse med det store mesterskab, hvor både de bedste mandlige og kvindelige hold skal dyste.
Hvis alt flasker sig, vil den østjyske by derfor få besøg af tilrejsende fra 190 lande. Det resulterer ikke kun i travlhed i og omkring Forum Horsens, men det betyder også, at Badminton Danmark har måttet på udkig efter ledig hotelkapacitet.
Har også booket værelser i Vejle
Det danske forbund anslår, at Uber og Thomas Cup vil blive besøgt af blandt andet 600 spillere og officials, mens de sideløbende årsmøder ventes at trække yderligere 300 til 400 gæster til byen. Det ender i alt 11 hoteller med at kunne nyde godt af.
Mens selve turneringen løber af stablen fra den 24. april til den 3. maj, går mødedelen af begivenheden allerede i gang dagen før. Den vil løbe af stablen på Comwell Bygholm Park, der er blevet udpeget som officielt årsmøde-hotel af verdensforbundet Badminton World Federation.
Derudover er Scandic Opus, der ligger i udkanten af Horsens, samt Hotel Pejsegården i Brædstrup valgt som såkaldte delegat-hoteller, hvilket vil sige, at de også benyttes til møder. De resterende otte hoteller ligger i både Horsens og Vejle, og de bliver fortrinsvis spillerhoteller.
Ser frem til at være vært for møder
Langt det meste af Comwell Bygholm Parks kapacitet på 142 værelser vil være optaget i 14 dage i forbindelse med begivenheden. Det fik man lejlighed til at forberede sig på sidste år, hvor Horsens var vært for EM i badminton.
Frederik Jelstrup, der er administrerende direktør på Horsens-hotellet, ser frem til udfordringen, som han mener, at man er godt rustet til at tackle. Han understreger desuden, at netop den type store begivenheder er med til at sætte Horsens på landkortet.
”Konferencerne er opgaver, vi er vant til at løse, men det her adskiller sig ved at være meget internationalt. Der skal tales noget engelsk i et par uger, for vi har fået en pæn del af møderne, hvilket vi er glade for,” udtaler direktøren til Horsens Folkeblad.
Relaterede artikler:
Odense håber på fire år mere med badminton
Mesterskaber kommer til Horsens: Får stor betydning for turismeomsætningen

STANDBY.DK Nyt om rejser


