En beslutning i et af kommunens udvalg betyder, at Helsingør har nærmet sig en formel ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032. Den endelige afgørelse træffes dog af byrådet.
I denne måned ser flere års arbejde af aktører på tværs af Helsingør Kommune ud til at nå en foreløbig kulmination.
Her skal byrådet i den sjællandske kommune nemlig stemme om, hvorvidt man vil afsætte lidt over 2,2 millioner kroner i år og 2,4 millioner kroner næste år. Midlerne skal bruges på at udarbejde en ansøgning om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032.
Det har længe været et ønske blandt en del af kommunens virksomheder og organisationer, ligesom Wonderful Copenhagen også tidligere har ytret støtte til ambitionen.
I 2032 deler Danmark værtskabet for en Europæisk Kulturhovedstad sammen med Bulgarien, og der skal derfor udpeges én by fra hvert land, der får lov til at benytte sig af titlen. Herhjemme har Aalborg også udvist interesse.
Fik flertal i udvalget
Mandag i denne uge begyndte slutspurten i Helsingør Kommune, da medlemmerne af Kultur- og Turismeudvalget som de første skulle stemme om forslaget. Det endte med at blive et ja. Tre medlemmer nikkede til forslaget, mens to undlod at stemme.
Næste skridt er, at Økonomi- og Erhvervsudvalget også skal stemme enten for eller imod forslaget. Den afstemning finder sted den 16. februar, hvilket er sidste stop, inden det bliver op til medlemmerne af byrådet at træffe den endelige afgørelse på et møde den 23. februar.
Det er ikke første gang, at en dansk by bliver Europæisk Kulturhovedstad. Aarhus smykkede sig med titlen i 2017, mens København bar den i 1996. Dengang hed det dog Europæisk Kulturby.
Stort konferencehotel melder sig ind
Helsingørs indsats for at blive udvalgt er forankret i en forening kaldet Elsinore 2032. Den har en medlemsskare, der tæller Wonderful Copenhagen, Marienlyst Strandhotel, Helsingør Kommune og en række andre virksomheder, organisationer og personer.
Nu har endnu et medlem tilsluttet sig foreningen. Denne gang drejer det sig om kursus- og konferencecentret Konventum, der har flere end 50 møde- og konferencelokaler samt en overnatningskapacitet på 259 værelser.
Hos Elsinore 2032 er man glade for, at endnu en markant aktør i området har meldt sig ind i foreningen. Det fortæller Jens Frimann Hansen, der udover at være teaterleder på Helsingør Teater også er formand for Elsinore 2032.
”Med Konventum som medlem styrkes Elsinore 2032’s fundament yderligere – ikke blot som et kulturprojekt, men som et bredt samfundsprojekt, hvor læring, demokrati og fællesskab er bærende elementer i ambitionen om at gøre Helsingør til Europæisk Kulturhovedstad i 2032.”
Relaterede artikler:
Støtter fortsat Helsingørs hovedstadsambitioner

STANDBY.DK Nyt om rejser


