Nok flytter Sol og Strand hovedkvarteret fra Hune til Aalborg om et års tid, men feriehusudlejeren forlader dog ikke den mindre by helt, og nu er der indgået en aftale om de fremtidige rammer.
I årtier har et af de centrale omdrejningspunkter for Sol og Strands aktiviteter været byen Hune, der ligger klos op ad Blokhus. Her har feriehusudlejerens hovedkvarter haft til huse, men hvis alt går, som man regner med, er det slut til næste år.
Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, der ejer udlejningsselskabet, har nemlig valgt at skænke den grund, der huser både hovedkvarteret og det lokale udlejningsbureau, til Jammerbugt Kommune således, at den kan blive en brik i udviklingsplanerne for området.
I slutningen af september kom det derfor frem, at Sol og Strand har sikret sig et nyt domicil i Aalborg, hvor man fra den 1. oktober næste år vil flytte ind i ejendommen Hatschek Hus, der er ved at blive opført, og nu har selskabet også en plan for det fremtidige lokalbureau på plads.
Selvom hovedkvarteret i fremtiden vil være beliggende længere sydpå end Hune, er det ikke ensbetydende med, at Sol og Strand helt forlader byen. Den 1. oktober næste år flytter lokalbureauet nemlig også til nye lokaler.
Kan komme tidligere i gang
Sol og Strand har indgået en aftale med ægteparret Jonna Gerner Nielsen og Henrik Meyer Nielsen, der driver butikken Kirkensgaard Mode & Stil på Pirupvejen i Hune, om, at ejendommen i fremtiden skal danne ramme om det lokale udlejningsbureau.
Ifølge Per Dam, der er administrerende direktør for Sol og Strand, tog man kontakt til indehaverne af butikken på det rigtige tidspunkt, da de selv gik og grublede over fremtiden.
”Timingen var heldig for os, da også de så på langsigtet planlægning. Vi fandt en god løsning, og vi har nu fået en helt perfekt placering på plads for vores lokalbureau i Hune-Blokhus,” siger direktøren – og tilføjer:
”Det muliggør, at kommunen kan komme videre med planer for Ilsigvej (den grund som er doneret til Jammerbugt Kommune, red.) et år før planlagt tid, og det er vi utroligt glade for, at vi kan lykkes med, til gavn for alle parter.”
Er begejstret over løsning
I en udtalelse slår bureauchef Christiane Askandar og ejerrådgiver Rikke Hamann fra Sol og Strand i Hune-Blokhus fast, at de ser muligheder i de nye lokaler, som de mener vil være et godt fundament for at fortsætte udviklingen.
”Vi er glade for at være i Hune-Blokhus-området. Området har en særlig betydning for hele Sol og Strand – det er her, vi kommer fra – og vi er i en virkelig god udvikling. Flere husejere vil gerne arbejde sammen med os, og vi skaber en god udlejning.”
”Vi jubler over, at det er lykkedes at finde den helt perfekte kommende placering for vores lokalbureau, og at vi kan flytte i Kirkensgaard allerede 1. oktober næste år. Lokalerne og placeringen er ideelle for os, både for gæster, husejere og medarbejdere, og med en god beliggenhed i forhold til trafik og drift.”
Relaterede artikler:
Flytning skal hjælpe Sol og Strand med at rekruttere

STANDBY.DK Nyt om rejser


