15 projekter får nu et rygstød fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i form af et tocifret millionbeløb. De skal bidrage til at skabe forskellige former for vækst i turismen her til lands.
Der er netop blevet sendt en solid kapitalindsprøjtning i retning af i alt 15 turismeprojekter på tværs af Danmark. De har det til fælles, at omdrejningspunktet er, at man ved at udvikle en række turismeprodukter ønsker at skabe vækst og udvikling.
De 58,5 millioner kroner stammer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der understreger, at man anser turisme som en dansk styrkeposition, som ikke alene bidrager med vækst, arbejdspladser og lokal udvikling, men også er til gavn for eksporten.
De 15 projekter bliver hver især tildelt mellem 1,5 og 7,8 millioner kroner. De er udvalgt fra et samlet kandidatfelt på 24 projekter, der havde ansøgt om at få del i midlerne.
Fokus er på at øge den miljømæssig, økonomisk og social bæredygtig vækst i dansk turisme. Det kan eksempelvis være ved at skabe højere omsætningen i erhvervet ved at øge helårsturismen og anspore gæsterne til at bruge flere penge, mens de opholder sig i landet.
Har øje på erhvervsturister
Et eksempel på et af de projekter, der får del i midlerne, er ’Den nye normal – bæredygtighed som førstevalg’, og det drejer sig om at indfri det potentiale, der er i området omkring Vadehavet ved at udvikle dét, der beskrives som autentiske og bæredygtige kvalitetsoplevelser.
Det skal foregå i regi af et samarbejde på tværs af destinationsselskaberne langs Vadehavskysten, Nationalpark Vadehavet, Dansk Kyst- og Naturturisme samt VisitDenmark.
”Vi har længe set et stort bæredygtigt potentiale i for eksempel erhvervsturister, da de er mere aktive i hverdagene, hvor vi kan få dem til at bruge naturen i deres aktiviteter og strategi i forbindelse med teambuilding,” forklarer Hans Peter Folmann, der er direktør i Destination Vadehavskysten.
”Det har været en svær nød at knække uden hjælp, men nu får vi hjælp til at knække den. Vi går nu forrest med en mere bæredygtig drift og adfærd, da Vadehavet har en unik kombination af natur, kultur og UNESCO-status.”
”Vi kan forbedre oplevelsen for turisterne og samtidig øge turismeudbuddet – det kan være ved at udvikle nye koncepter, guidede ture og pakkeløsninger, som turisterne møder, når de holder ferie i området.”
Skal kunne konkurrere
Dorte Krak, der er administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hæfter sig ved, at man er blevet præsenteret for et kompetent udvalg.
”Det er positivt med så mange gode og idérige projekter rundt i hele landet, som blandt andet vil omsætte bæredygtighed til forretning. Vi har fortsat et stort vækstpotentiale i dansk turisme, og det skal de 15 projekter være med til at videreudvikle, så vi også i fremtiden kan skille os ud i den hårde internationale konkurrence.”
”Derfor er vi i bestyrelsen meget positive over at bidrage til et mere bæredygtigt turismeerhverv, der skal sikre, at Danmark bliver en endnu mere attraktiv turismedestination – hele året rundt.”
Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V), der har dansk turisme som et af sine ressortområder, slår fast, at millionerne kan hjælpe med at fastholde det momentum, der er i øjeblikket.
”Danmark er et attraktivt land at holde ferie i, og vores turismeerhverv bliver ved med at overgå sig selv i antal skabte turismeovernatninger. Det er en flot og positiv udvikling, som vi skal holde fast i, for turismen skaber udvikling og arbejdspladser i hele Danmark.”
”Derfor glæder det mig, at vi kan styrke denne udvikling igennem 15 nye turismeprojekter fordelt over hele landet.”
Relaterede artikler:
Afsætter 58 millioner til nye turismeprojekter
Vil hjælpe turisme fem steder med stort millionbeløb
82 millioner kroner skal skubbe til investeringer uden for de store byer

STANDBY.DK Nyt om rejser


