Irankrisen har indvarslet en ny økonomisk virkelighed, som kan få kunderne til at ændre adfærd. Flere fagfolk giver her deres bud på, hvordan rejse- og turismebranchen bør reagere.
De gule overskrifter på netaviserne og i fjernsynet får formentlig lidt ekstra opmærksomhed fra ansatte i rejsebranchen og turisterhvervet i disse dage, hvor det fortsat er lidt uklart, hvilke konkrete konsekvenser Irankrisen vil få for højsæsonen.
Situationen i Mellemøsten har allerede betydet, at priserne på olie og dermed flybrændstof er steget, at flere rejsebureauer har indført ekstrabetalinger, og at de mulige kunder generelt er lidt mere pressede på privatøkonomien end tidligere. Det skriver Dansk Industri.
Den store erhvervsorganisation har derfor spurgt forbrugerøkonom Ida Marie Moesby fra Nordea samt Mads Schreiner, der er international markedsdirektør hos VisitDenmark, om, hvad branchen kan forvente sig, hvis prisstigningerne fortsætter frem mod sommeren.
Rammes ofte som en af de første
Ida Marie Moesby vurderer, at forskellige former for oplevelser er noget af det første, der vil blive sorteret fra, når danskerne skal indordne sig under en ny økonomisk virkelighed.
”For de private betyder det, at ting som restaurantbesøg, koncerter og weekendture hurtigt bliver noget af det første, der skæres fra, når budgettet bliver presset,” siger forbrugerøkonomen.
”Oplevelsesindustrien er oftest blandt de første til at mærke presset, fordi stigende priser på eksempelvis dagligvarer og energi indirekte får forbrugerne til at skære ned på ikke-nødvendige udgifter.”
Det er dog ikke kun landets private forbrugere, der vil ændre adfærd på grund af de nye vilkår, mener Mads Schreiner. Det vil også smitte af på erhvervslivet, men det vil formentlig vare lidt længere tid.
”For erhvervs- og mødeturisme kommer effekten ofte lidt senere, men virksomheder vil også her skære i rejser, nedskalere events og vælge tættere destinationer for at reducere omkostninger. Samtidig bliver der større fokus på, hvad møder og konferencer konkret giver af værdi.”
Kan føre til nytænkning
Den øgede usikkerhed i verden kan også få betydning for lysten til at investere, fordi det hurtigt vil få konsekvenser for branchen, når forbrugerne skærer ned, siger Ida Marie Moesby. Det kan betyde, at planlagte investeringer udskydes eller ender med helt at blive droppet.
Prisstigningerne vil desuden muligvis føre til, at forbrugerne ændrer adfærd. Deres lyst til at opleve noget andet end hverdagens trummerum forsvinder ikke, men de kan ende med at gribe det anderledes an.
”Historisk har energikriser ført til ændret rejseadfærd snarere end et totalt kollaps i efterspørgslen. Vi ser typisk en bevægelse mod nærmarkeder, kortere rejser og større fokus på værdi for pengene,” forklarer Mads Schreiner.
”Samtidig har kriser ofte fungeret som katalysator for innovation. Aktører, der formår at tilpasse sig hurtigt, både på pris, produkt og kommunikation, står stærkere, når markedet stabiliserer sig igen.”
Ida Marie Moesby tilføjer, at danskerne som udgangspunkt prioriterer ferier højt, selv når økonomien er presset. Derfor dropper de sjældent at rejse, men kan eksempelvis vælge at droppe sommerferien i udlandet til fordel for et sommerhus under hjemlige himmelstrøg.
Bør være til at gennemskue
Ifølge forbrugerøkonomen bør turismeaktørerne tænke over pris, gennemsigtighed og fleksibilitet, når man skal tilpasse sig den ændrede rejseadfærd.
Ida Marie Moesby mener, at man bør gøre det muligt at medbringe egen mad, da især børnefamilier kan fravælge oplevelser uden denne mulighed i en tid, hvor fødevarepriserne også har fået et nøk opad. Derudover er det vigtigt med klare vilkår for afbestilling og slutregning i en usikker tid.
Mads Schreiner hæfter sig ved betydningen af omkostningsstyring og effektiv drift, mens det også er vigtigt at forsøge sig med differentierede produkter og pakkeløsninger samt at gøre det tydeligt for gæsterne, hvad de får for pengene.
Slutteligt understreger han, at det kan være en god idé at styrke indsatsen på nærmarkederne og prøve at få fat i segmenter, der er mindre prisfølsomme.
Relaterede artikler:
First Camp: ”Det har virkelig taget fart”

STANDBY.DK Nyt om rejser


