Thorkild og Mona Slaikjær grundlagde Hvidbjerg Strand Feriepark. (Foto: Hvidbjerg Strand Feriepark)

Dødsfald: Thorkild Slaikjær er gået bort

Thorkild Slaikjær beskrives som en pioner, der var på forkant med udviklingen. Sammen med sin hustru og børn forvandlede han en lille campingplads til Hvidbjerg Strand Feriepark.

Søndag den 10. maj mistede turismeerhvervet herhjemme en markant skikkelse, da grundlæggeren af Hvidbjerg Strand Feriepark, Thorkild Slaikjær, gik bort efter nogen tids sygdom. Det oplyser ferieparken i en pressemeddelelse.

Thorkild Slaikjær blev 81 år, og han efterlader sig hustruen Mona, børnene Lene og Steen, fem børnebørn og to oldebørn samt et livsværk i form af blandt andet Hvidbjerg Strand Feriepark, hvor han fortsat var en synlig skikkelse helt frem til sin død.

Rystede på hovedet
Den triste nyhed falder sammen med et jubilæum. I år er det nemlig 50 år siden, at Thorkild og Mona Slaikjær lagde grundstenen til dét, der i dag er kendt som Hvidbjerg Strand Feriepark. Det skete, da ægteparret i 1976 erhvervede sig en lille campingplads tæt ved Vesterhavet i Blåvand.

”Mange rystede på hovedet og sagde, det var for dyrt, for usikkert og for risikabelt. Men Thorkild så noget, andre ikke så. Han så potentialet i den rå natur, nærheden til havet og i det, stedet kunne blive til,” skriver Hvidbjerg Strand Feriepark.

Har haft afgørende betydning
Det viste sig da også, at han havde ret. Siden udvidede ægteparret pladsen løbende, da Thorkild Slaikjær blandt andet var en af de første i branchen, der opførte et tropisk badeland for gæsterne, ligesom han også investerede i hytter og private badefaciliteter.

Han havde øje for, hvad gæsterne ville efterspørge, og det har været med til at forme ferieparken helt fra første færd.

”I dag er Hvidbjerg Strand Feriepark Danmarks eneste seksstjernede campingplads og den mest prisvindende i landet. Et livsværk, der har haft afgørende betydning for Blåvand og hele lokalområdet som feriedestination.”

Thorkild Slaikjær rejste desuden i en årrække flittigt til messer i Tyskland, hvor han markedsførte både Hvidbjerg Strand Feriepark og dansk camping generelt over for landets turister, som spiller så stor en rolle for turismen på den jyske vestkyst i dag.

Børnene tog over
Ved årtusindeskiftet overlod Thorkild Slaikjær driften af Hvidbjerg Strand Feriepark til børnene Lene Slaikjær Grønlund og Steen Slaikjær.

I løbet af det halve århundrede, hvor den har været i familiens eje, har Hvidbjerg Strand Feriepark udviklet sig fra en lille campingplads til i dag også at give gæsterne mulighed for at leje hytter eller at indlogere sig på ferieparkens strandhotel, der består af 24 lejligheder samt 23 strandvillaer.

I tillæg hertil råder parken over et badeland, legeland og trampolincenter samt wellnesscenter.

Udover selve ferieparken i Blåvand omfatter selskabet også Vejers Strand Camping, Skagen Sydstrand Camping, Klithjem Badehotel, rengøringsselskabet W-Clean samt andele i flere selskaber, der beskæftiger sig med feriehusudlejning.