Hotel Romantik-serien på Danmarks Radio har betydet ”en markant stigning i interessen for solorejser for seniorer,” oplyser Spies. Generelt var hver femte Spies-gæst sidste år over 65 år.
DR-programserien Hotel Romantik har fået interessen for Spies’ grupperejsekoncept ”Ferie alene – sammen med andre”, hvor solorejsende over 65 år rejser sydpå i sociale fællesskaber, til at vokse.
Det skriver Spies i en pressemeddelelse, hvor det tilføjes, at rejsebureauet ”mærker lige nu, at flere seniorer får mod på at rejse alene – uden at være alene på ferien.”
Kommunikationschef hos Spies, Sofie Folden Lund, uddyber: ”Vi mærker tydeligt, at flere seniorer får mod på at rejse alene ud for at møde andre. Og især er interessen steget ret markant, nu hvor den nyeste sæson af Hotel Romantik ruller over skærmen. Så vi antager, at der er en vis sammenhæng.”
Hun glæder sig over, at stadig flere oplever, at solorejser, sociale fællesskaber og nye relationer i udlandet ikke behøver at stoppe, bare fordi man er rundet de 65, 70 eller 80 år, hedder det.
Ekstra mange tilmeldinger om mandagen
Sæson 2 af Hotel Romantik er optaget på Mallorca, og Spies har især bemærket to ting den seneste tid: Der kommer ekstra mange tilmeldinger om mandagen, efter Hotel Romantik er blevet sendt i weekenden. Og langt flere mænd end tidligere tilmelder sig disse grupperejser for seniorer, der ønsker at tage på solorejser sammen med andre.
”Historisk har over 80 procent været kvinder på vores ture. Men nu ser vi langt flere mænd melde sig til. Det er en målgruppe, som ellers traditionelt har været svær at få med på grupperejserne, så det er dejligt med en mere ligelig fordeling – det giver en god dynamik på rejserne,” siger Sofie Folden Lund.
Spies har udbudt senior-solorejser i over 10 år, men interessen er vokset markant det seneste år, oplyser rejsebureauet. I dag tilbyder Spies samlet 21 senior-solorejser årligt, og omkring 420 gæster rejser hvert år med på disse ture, hvor fællesskab og sociale oplevelser er i centrum. Udbuddet af disse Spies-rejser er steget med cirka 40 procent siden sidste år.
Seniorerne fylder mere hos Spies
Spies skriver også i pressemeddelelsen, at over 51.000 gæster over 65 år rejste med rejsearrangøren sidste år – en stigning på over 16 procent på tre år – og den samme udvikling mærkes nu også på rejserne for seniorer, der rejser alene sammen med andre.
I regnskabsåret 2024/25 kom Spies igen over en kvart million gæster. Det blev til 255.677 – det bedste resultat siden pandemien. I 2019, året før pandemien, solgte Spies 268.228 rejser.
Ifølge Spies’ spørgeskemaer efter hjemkomst fortæller flere gæster, at grupperejserne har ført til mere end bare nye oplevelser og venskaber.
”Flere deltagere fortæller os, at de har fundet kærligheden på rejsen,” siger Sofie Folden Lund.
Relaterede artikler:
Nyt Spies-koncept for solo-rejsende med børn

STANDBY.DK Nyt om rejser


