Besøget var pænt fredag og lørdag, men søndag gik det galt. Derfor nåede man kun 32.000 besøgende på Reiseliv 08 i Oslo, der sluttede i går. Dette til trods for, at alt i den norske rejsebranche synes at boome i øjeblikket, hvis vi ser væk fra udenlandske krydstogtbesøgende.
Antallet af udenlandske turister, som opholdt sig mindst en nat i Norge, steg ellers med godt fem procent i 2007. I alt var der 4,3 mio. overnattende gæster, så hvad det angår holder Norge sig godt med.
Den anden vej fra Norge med norske turister, som messen jo drejede sig om, ser det bare ud til at gå opad og opad til områder, hvor Solen skinner. Ikke mindst Middelhavet, og Tyrkiet er det store hit. Men også Nordjylland får flere og flere på korte ture på grund af øget skibstrafik.
Til gengæld begynder selv nordmænd at tvivle lidt på det danske sommervejr – og dermed kystturisme i længere perioder.
Bemærkelsesværdigt er det, at udenlandske krydstogtgæster faldt med 17 procent, mens nordmændene selv bestiller krydstogter som aldrig før. Samtidig er tallene gået op i både Danmark og Sverige med krydstogtbesøg.
Her kunne en af grundene være de øgede miljøafgifter, der i Norge blev indført for skibe sidste år og i hvert fald betød, at nogen lagde ruterne om.

STANDBY.DK Nyt om rejser

