Hotelskib i København til klimatopmøde

Der forventes 12-15.000 deltagere til FN’s klimatopmøde, COP 15, i København i december. Det er det største arrangement af sin art på dansk jord – og betyder bl.a. stor efterspørgsel på indkvartering.



”Hotelsituationen er rigtig svær med de mange parallel events under COP15 – men nu kan vi hjælpe i en helt usædvanlig situation,” siger kontorchef Mads Salling fra incomingbureauet Kuoni Destination Management.



Det er, så vidt vides, første gang i dansk historie at et incoming-rejsebureau selv administrerer et hotel under en kongres.



Hotelskibet er Smyril Lines ”Norröna” der normalt sejler i rutefart mellem Hanstholm og Torshavn. Det bliver nu i stedet placeret ved Nordre Toldbod fra 6.-19. december og skal fungere som et helt almindeligt hotel.



Norröna, der blev indsat i trafik i 2003, har 354 kahytter og faciliteter som fitness center, swimmingpool, restauranter og trådløst internet.



Prisen for kahytterne starter ved 1.200 kr. for en enkeltkahyt med morgenmad.

Skrevet af