Rejsegarantifonden kan med loven i hånden kræve øget garanti når en rejsearrangørs økonomiske forhold er så dårlige, at fonden antager, at bureauet vil gå konkurs.
Indbetaler bureauet ikke den forhøjede garanti, slettes det i fonden og må dermed ikke sælge rejser.
”10-15 gange om året kræver vi forhøjet garanti fra et rejsebureau,” sagde fondens formand, Bent Mebus, i går til Take Off. Mebus sagde i forrige måned til Take Off, at fonden har ca. 50 af Danmarks rejsebureauer under observation.
Årets anden konkurs i den danske rejsebranche ramte Gaia, en meget lille aktør, som ikke kunne fortsætte efter fonden krævede forhøjelse af selskabets garanti.
”Gaias Rejsers krak vil koste fonden ca. en halv million kr. Gaia har eksisteret et år, men pga. dårlig ledelse er kapitalen væk,” siger Bent Mebus.
Gaia solgte rejser til bl.a. Sydamerika, Thailand og Europa – og havde solgt ca. 400 rejser med afgang i resten af i år samt første kvartal af 2008.
Fonden udbetaler erstatning til kunder, der har købt et rejsearrangement (fx fly og hotel). Hvis der kun er købt flybillet, kan fonden ikke erstatte det indbetalte beløb.
Gaia er årets anden konkurs i den danske rejsebranche. I juni gik Blue Travel – med adresse i København – konkurs. Her var tale om et fupbureau, hvis ejer, Mohammed Saw, som har norsk pas, eftersøges af politiet.
Får Rejsegarantifonden mistanke til dårlig økonomi i et rejsebureau, kan fonden bl.a. gennemføre kasseeftersyn. Her gennemgås med revisor, hvad bureauet har solgt, udgifter osv. Er tallene ikke tilfredsstillende, kan fonden kræve, at bureauet forhøjer sin ansvarlige kapital.
Sidste år gik fem rejsearrangører konkurs eller lukkede.
HB

STANDBY.DK Nyt om rejser

