Dansker til tops hos Hilton

Kenneth Svendsen er ny øverste chef for Hilton Hotels’ globale salg og reservationer. Her bliver han ansvarlig for salg til grupper, firmaer, ferierejsende og kundeservice i klodens kendteste hotelkæde.



Kenneth Svendsen kommer til Hilton fra topjob som senior vicepræsident i Walt Disney Company med ansvar for Disney-koncernens verdensomspændende salg af rejseydelser og kundesalg på Disneys destinationer. Her stod han for Disneys salg og udvikling af feriepakker for Disney-ejede rejsebureauer ligesom han var ansvarlig for reservations- og kundeservicecentre. Hos Disney var han også chef for Walt Disney Travel Company.



Inden skiftet til Disney var Kenneth Svendsen i engelske Airtours Holidays med ansvar for salg af koncernens rejsebureauer Sunquest og Suntrips Holidays.



Airtours (i dag MyTravel Northern Europe) købte i 1996 konkurstruede Spies og Tjæreborg – på det tidspunkt var Kenneth Svendsen i Danmark chef for Tjæreborgs salgsafdeling og dets ressorts i udlandet.



“Kenneths enorme erfaring efter at have arbejdet på fem kontinenter og hans succeser i rejsebranchen vil give yderligere energi til Hilton som førende i hotelbranchen i salg og kunderelationer og dermed give Hiltons varemærker fortsat fremgang,” siger Kenneth Svendsens nye chef, Paul Brown, præsident for Hiltons globale varemærker og kommercielle ydelser.





HB

Skrevet af