Kommentaren

Da Danmark trådte ind i det daværende Fællesmarked 1. januar 1973 blev det betragtet som en stor sejr for danskheden, at det blev forbudt især tyskere at købe de danske sommerhuse. Små 30 år efter besættelsen rummede den problemstilling for mange følelser. Tyve år efter skulle daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen forny den danske undtagelsesbestemmelse i forhandling med kollegerne fra de øvrige EU-lande. Og selvfølgelig da den kuldsejlede EU-forfatning for nylig skulle revideres blev den danske sommerhusregel endnu engang stadfæstet. På det danske parnas og af de danske vælgere vil det utvivlsomt blive betragtet som en sejr.



Og de øvrige regeringschefer ryster på hovedet af vor inkonsekvente holdning til at eje boliger inden for hinandens grænser.

En tysk familie i Hamburg kan ikke købe sig et sommerhus ved Bork Havn eller Svaneke, Men en tysk forfatter kan købe sig en bolig på Als, hvor han de sidste mange år har tilbragt sine somre.

Og vi danskere køber og bygger huse i hele EU. Billige lejligheder i Bulgarien, sommerhytter i de svenske skove, helårsboliger i Provence, lejligheder i Berlin og nu også ferieboliger i Tyskland.

Det sidste skyldes vel, at husene syd for grænsen rent faktisk er billigere, ligesom fødevarer og luksusprodukter bestemt også er det.

Ikke et eneste ondt ord om at tilbringe ferier i andre EU-lande eller at investere i deres faste ejendom.



Europa er til alt held ved at blive en egentlig sproglig og kulturel smeltedigel – og så længe man vedgår sin nationalitet og sin baggrund med de traditioner, som følger med – er det sådan set meningen med den Europæiske Union (EU).

Men et af vore bidrag til fællesskabets kultur er det hykleri, der forskelsbehandler udlændinge i Danmark i forhold til den behandling, vi selv møder i andre EU-lande.



Og som noget særligt dansk er vi tilmed stolte af det. Og ve den formastelige politiker, der måske rejste spørgsmålet om tiden ikke var til at afskaffe den danske sommerhusregel. Han vil blive stenet. Af de politiske kolleger, medierne og den brede offentlighed, der alle ville argumentere for, at hos os er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem, det vi tillader os over for andre, og vi tillader andre over for os.

Skrevet af