Blue Travel & Tours forestående tvangskonkurs kan blive en dyr omgang for Rejsegarantifonden.
Fonden udbetalte sidste år 2,2 mio. kr. til kunder efter fem konkurser – men Blue Travel har formentlig omsat for over tre mio. kr., derfor kan fondens tab alene på dette bureau blive større end for samtlige fem konkurser i fjor.
”Rejsegarantifonden har ikke andre rejsebureauer på observationslisten, så jeg ville blive meget overrasket hvis der kommer flere konkurser i år,” siger formanden for Rejsegarantifonden, Bent Mebus, til Take Off.
Får Rejsegarantifonden mistanke til dårlig økonomi i et rejsebureau, kan fonden bl.a. gennemføre et kasseeftersyn. Her gennemgås sammen med en revisor, hvad bureauet har solgt, hvad det har af udgifter osv.
Er tallene ikke tilfredsstillende, kan Rejsegarantifonden kræve, at bureauet forhøjer sin ansvarlige kapital.
Sidste år gik fem rejsearrangører konkurs eller lukkede: Bonus Travel v/Gaudencio Caluza, Dinos Rejser, Joy Travel, Rejseklub Fyn v/John Thorst samt Valdemar Shipping & Travel Agency.
Det betød et tab for Rejsegarantifonden på 2,2 mio. kr. i erstatning til berørte rejsekunder. Til sammenligning kostede 6 rejsebureaukonkurser i 2005 fonden ca. kr. 7 mio.
Også Atlas Travel gik konkurs i 2006, men det gav ikke omkostninger for fondens egenkapital på ca. kr. 57 mio.
Der var ved udgangen af 2006 registreret 603 arrangører i fonden.
Rejsearrangører skal ifølge loven være registreret i fonden, hvis arrangørerne i eget navn udbyder eller sælger rejser med transport og indkvartering.
HB

STANDBY.DK Nyt om rejser

