DFDS chef undrer sig over parløb mellem TV 2 og Ekstra Bladet

Såvel de menige som officerer i tjeneste på Pearl of Scandinavia og Crown of Scandinavia hos DFDS måtte alle igennem en ekstra omgang test for både alkohol og narkotika i den forløbne uge. I forvejen har DFDS nogle af skibsfartens strengeste regler, og der har været stærkt kritik fra personaleorganisationer, da man også begyndte løbende narkotikatest.



Skruen er strammet endnu en tand efter, at Ekstra Bladet søndag og TV 2 søndag aften kørte hårdt op med en beskyldning om druk og fester hos personalet om bord, når passagererne sover. Til fare for sikkerheden. TV 2 viste et interview med en tidligere ansat og en række anonyme og slørede billeder og Ekstra Bladet kørte på samme historie.



Reportagen er to journalistelevers eksamensopgave, og de skaffede sig adgang til et lukket område ved at tage ansættelse – eller påstå de var nyansatte – den sag bliver nu undersøgt af rederiet.



Senere underrettede de åbenbart Ekstra Bladet, for da de anmeldte deres ankomst til Søren Jespersens kontor for et interview, var der en tredie person med, som først ikke ville give sig til kende, men derefter indrømmede, at han kom fra Ekstra Bladet. Så blev han bedt om at forlade kontoret, hvilket var årsdagen til, at bladet i går kunne fortælle, at journalisten var smidt ud af DFDS- chefen.



“Man må have lov at vide, hvem man taler med, og parløbet har da undret os,” siger Søren Jespersen dagen derpå til Take Off.



“Det skal imidlertid ikke et sekund bortforklare, at vi ser med dybeste alvor på, hvis der er betydning af hold i de grove påstande. Vi er parat til at tage konsekvenserne øjeblikkelig, og jeg har haft møder med de to kaptajner og en endnu grundige undersøgelse er i gang. Anonyme udsagn kan vi ikke bruge til noget.



DFDS vil i bund og grund være et sikkert rederi, som både har, og fortjener, passagerernes fulde tillid,” slutter han.


Skrevet af