
Endnu engang må nogle af verdens største krydstogtskibe sløjfe deres anløb til populære øer i Caribien. I første omgang på grund af den kraftige storm, Igor, der balancerer på kanten af at være en orkan.
Det betyder at Carnival Dream med 3.600 passagerer må ændre rute i denne uge og droppe St. Thomas og hollandske St. Maarten. Det samme må verdens største krydstogtskib, Oasis, med 5.400 om bord.
For Oasis er problemet størst, fordi der er så få havne, hvor kæmpeskibet kan gå ind. Nu anløbes de to mulige Mexico havne i stedet for.
Ude i Atlanten er orkanen Julia – nr. fem i år – på vej mod området, men hvilken kurs den ender med at tage er endnu uvist.
Krydstogtskibene er nu om dage så godt forberedte, at de kan nå at lægge kursen udenom orkanerne. Problemet er nok så meget, at områderne ofte præges af voldsom regn – og slet ikke det solskin, som passagererne har sat næsen opefter.
Orkansæsonen i Caribien går normalt fra august til starten af november.

STANDBY.DK Nyt om rejser

