
HandiCare Travel på Østerbro i København gennemførte under et andet navn sidste år busrejser til Relaks i Polen. Men HandiCare Travel – en del af HandiGruppen A/S – er endnu ikke registreret i Rejsegarantifonden. Derfor må det ikke sælge pakkerejser – hvilket selskabet ifølge ejer Sabit Tüfecki dog heller ikke gør.
Men på HandiCare Travels hjemmeside står der: "HandiCare Travel er din sikre, trygge og nemme vej til drømmeferien for dig og dine pårørende! Så snart vi har modtaget din betaling, bliver din bestilling bekræftet.”
”Vi undersøger sagen,” oplyste Rejsegarantifonden i går til takeoff.dk – HandiCare Travel skrev i går på sin hjemmeside, som dog her til morgen blev nedlagt, at det søger om tilladelse til at lave bl.a. pakkerejser hos Rejsegarantifonden.
Manden bag HandiCare Travel, Sabit Tüfecki, blev i et TV2-program i januar fremstillet som storsvindler og politianmeldt, fordi han angiveligt havde fusket med statens og privates penge.
Takeoff.dk er her til morgen blevet kontaktet af HandiCare Travel og fået indskærpet, at den tidligere formulering i denne artikel, at selskabet er et "rejsebureau", er forkert.
"Vi er ikke et rejsebureau, vi er en rejseformidler. Vi er ved at indgå en samarbejdsaftale med et rejsebureau. Jeg kan endnu ikke oplyse, hvilket bureau, der er tale om, men de er medlem af både Rejsebureauforeningen og registreret i Rejsegarantifonden," udtaler Sabit Tüfecki, der har lovet at sende redaktionen den dokumentation, som selskabet også har formidlet til politiet, der beviser, at selskabet ikke har begået økonomisk kriminalitet.
"HVis ikke artiklen bliver fjernet fra jeres hjemmeside, vil min advokat stævne takeoff.dk for injurier," er Sabit Tüfeckis afsluttende kommentar.
Chefen for Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, vicepolitiinspektør Henning Schmidt, sagde onsdag til takeoff.dk:
”Vi undersøger stadig sagen mod Sabit Tüfecki, det er et stort kompleks og der vil gå adskillige måneder før vi er færdige.”
Store dele af millionomsætningen i familieforetagendet HandiHelps skulle angiveligt komme fra fup og svindel, skrev Ekstra Bladet i januar. Det fremgik i januar af TV2-programmet ‘Operation X’, der fremviste adskillige eksempler på, at HandiGruppen udnytter kommunale handicapordninger.
Takeoff.dk følger sagen og opdaterer løbende…

STANDBY.DK Nyt om rejser

