Berømt bombefly i Billund Lufthavn

Det var et stort tilløbsstykke, da Lancasteren fredag formiddags blev fremvist for offentligheden. Flyet fløj senere fredag fra lufthavnen og passerede Esbjerg, som har landets største kirkegård for britiske flyvere.

 

Det var i øvrigt samme Lancaster, der deltog i overflyvningen af Buckingham Palace forrige fredag i anledning af det kongelige engelske bryllup.

 

I alt blev der, oplyser wikipedia.com, bygget 7.377 eksemplarer af det berømte fly. De gennemførte 156.000 flyvninger under Anden Verdenskrig og smed over 618.000 tons bomber.
3.249 af flyene blev skudt ned eller forulykkede. Kun 35 af Lancasterne nåede under krigen over 100 flyvninger. Flyet havde en besætning på syv mand.

 

Der menes blot at være 17 eksemplarer tilbage i verden, hvoraf kun to kan flyve.

 

Lancaster-flyet fløj torsdag i sidste uge, 5. maj, over Vestdanmark. Flyvningen passerede en række mindesmærker og var en symbolsk hilsen til de ca. 1.170 allierede flybesætningsmedlemmer, der mistede livet ved flyvninger over Danmark under Anden Verdenskrig.

 

Lancasteren var over Svendborg, Odense, Randbøl, Stadil og Lemvig. Et fly af typen blev skudt ned af et tysk jagerfly i Stadil ved Ringkøbing i september 1943. Flyet havde været på bombetogt over Berlin og var på vej hjem mod England, skriver jp.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten