
TV2 satte i aftes fokus på de dramatiske hændelser med Costa Concordia ud for den italienske ø, Giglio, med en tilsyneladende meget speciel italiensk kaptajn, som undervejs fik et møgfald fra kystvagten for sin optræden og mangel på beherskelse af situationen, da hans skib ramlede ind i en skjult klippe, der flænsede 73 meter op af den ene side.
Det var rørende at følge det danske ægtepar og deres redning, men reportagens clou kom i interview med en informativ skibslæge, der under redningen stødte sammen med en indisk tjener, som havde været på krydstogter i over 30 år.
”Havet tilgiver ikke menneskelig arrogance,” udbrød han. Og det kan simpelthen ikke siges bedre om hele forløbet.
Derimod kunne vi godt have undværet reportagens bemærkning om, at rederiets måske havde givet kaptajnen ordre til den forsinkede redningsaktion – der gik over en time inden man gik i gang med at sætte bådene i vandet – for at undgå at udbetale erstatning ved redning på åbent havn.
Sådan ville verdens største krydstogtrederi, Carnival Group, aldrig optræde. Nærmere følger 3. marts, når indholdet af de sorte bokse afsløres.

STANDBY.DK Nyt om rejser

