Først var der det med forældelsesfristen, men den blev klaret ved at en britisk domstol accepterede, at sagen kan føres. Dernæst skadernes omfang for det britiske ægtepar som for seks år siden i september drog på et krydstogt fra England over Atlanten til New York, Boston og Canada om bord på ”Athena” med 550 passagerer.
Undervejs blæste det op, hvad det som bekendt kan gøre over Nordatlanten. Ægteparret fik skader, men ikke alvorlige, mente lægerne. Det mener de imidlertid selv og fortæller om, hvordan 12 andre passagerer blev såret, og en enkelt døde efter fald på trapperne.
”Vi var ikke advaret tilstrækkeligt om, hvad der kunne ske. Det må både rederi og operatører bøde for,” hedder det i erstatningssagen, i følge britisk presse.
Rederiet afviser ethvert krav og kan vel knap nok huske, hvad der overhovedet skete, før man får kigget i rapporterne.
Imens strømmer det ind med kommentarer på diverse websider. ”Hvor tåbelig kan man være at tro, at man kan rejse en retssag, fordi man ikke tager sig i agt for en tur og storm over Nordatlanten i september, hedder det bl.a. i en kommentar.
”Det er da godt, at ægteparret er kommet så meget til hægterne, at de evner at rejse sag nu seks år efter, ” skriver en anden.

STANDBY.DK Nyt om rejser

