Icelandair vil flyve hele året til Toronto

Canadas største by bliver fra starten af marts helårlig destination for Icelandair, der hidtil kun har fløjet til Toronto i højsæsonen. Selskabet kommer i år op på ti destinationer i Nordamerika.

Icelandair vender 8. marts tilbage til Toronto med fire ugentlige flyvninger – fremover bliver destinationen betjent hele året, oplyser flyselskabets chef for Nordamerika, Thorsteinn Egilsson.

Toronto bliver Icelandairs femte destination i Nordamerika med betjening hele året – de andre er Boston, Denver, New York (JFK) og Seattle.

Herudover har selskabet sæsonruter til Halifax i Canada samt i USA: Minneapolis, Orlando (SFB) og Washington, DC (IAD) – og fra 15. maj til 15. september åbner Icelandair også på Anchorage i Alaska. Icelandair bliver eneste europæiske flyselskab til at betjene USA’s arealmæssigt største stat.

Icelandairs ekspansion i år omfatter bl.a., at ruten til Denver fra 27. maj stiger fra i dag fire til seks ugentlige afgange. Og fra 10. juni øges på Washington D.C. fra seks ugentlige fly til en daglig afgang.

2012 blev i øvrigt rekordår for Icelandair med over to mio. passagerer – en stigning på 16 pct. i forhold til 2011 til 2.020.377 passagerer mod 1.743.728 i 2011.

Icelandairs trafikprogram i dette års højsæson har fået selskabet til at anskaffe yderligere to B757-200, som man dermed har 18 af. I år forventer selskabet 2,3 mio. passagerer.

B757 er dog delvist på vej væk fra Icelandair, der har bestilt otte nye Boeing 737 MAX8 og fire 737 MAX9. Leveringerne begynder dog først i 2018.