Konferencecenter skifter direktør

trinity hotel og kongrescenterHOTELLER: Bestyrelsen for Trinity Hotel og Konferencecenter ved Lillebælt er blevet enig med direktøren om at stoppe samarbejdet. Trinity ejes af Kristelig Fagbevægelses koncern.

”Det er ingen hemmelighed, at Hermann Christensen gerne ville have fortsat sit direktørvirke, men det er ikke lykkedes os at finde fælles fodslag i forhold til fremtidens udfordringer. Parterne er derfor blevet enige om, at vejene skilles,” siger bestyrelsesformand, Carsten Thygesen. Trinity-centret har plads til 500 konferencegæster – heraf halvdelen i sit auditorium.

Indtil en afløser er fundet fortsætter Hermann Christensen som direktør for centret, der også har et antal hotelværelser. Han har været direktør i over ni år.

”Trinity har gennemgået en fantastisk udvikling med Hermann i spidsen, og det er ikke nogen tilfældighed, at stedet har modtaget talrige priser og anerkendelser for f.eks. bedste omdømme, høj medarbejdertilfredshed og CSR-politik,” siger bestyrelsesformanden, Carsten Thygesen.

Selv siger den afgående direktør, Hermann Christensen: ”Det er med beklagelse, at jeg ikke kan fortsætte mit virke på Trinity; men jeg ser tilbage på en spændende tid med dygtige medarbejdere, og at vi har fået lov at udvikle Trinity til det, det er i dag.”