FLYSELSKABER: Ejeren af det colombianske Star Alliance-medlem, Avianca, vil gerne have et flyselskab i Europa – enten ved f.eks. at købe Alitalia eller LOT, eller ved at starte nyt flyselskab fra bunden.
Den colombiansk-brasilianske forretningsmand German Efromovich vil også have et flyselskab i Europa – han tilbød sidste år at købe det portugisiske Star Alliance-medlem, TAP, men blev afvist af den portugisiske regering.
Nu siger han til den polske avis Rzeczpospolita, at han overvejer at købe Alitalia eller polske LOT – eller starte et helt nyt europæisk flyselskab.
“Vi vil tage beslutning i første halvdel af næste år – jeg vil styrke tilstedeværelsen af mit flyselskab i Europa enten gennem opkøb eller ved at starte et nyt flyselskab. Jeg kigger bestemt på Alitalia og LOT,” siger han ifølge Reuters.
Alitalia fra Skyteam har i årevis været i store økonomiske problemer, mens den polske regering gerne ser Star-medlemmet LOT privatiseret.
German Efromovich er født i Sydamerika af polsk jødiske forældre, men har siden fået polsk statsborgerskab.