EU strides om dækning ved askesky

askeskyREJSER: EU-Kommissionen foreslår, at rejsebureauer og flyselskaber skal dækker tre overnatninger ved f.eks. en ny askesky, EU-Parlamentet ønsker fem nætter dækket.

EU er ved at revidere sine regler om pakkerejser, der stammer fra 1990 – før terrorangrebet 11. september 2001 og askeskyen i 2010.

Europa-Parlamentet stemte sidste uge for, at nye regler skal defineres bredere, så reglerne omfatter de fleste rejser købt via nettet med bl.a. hotel og billeje.

Står det til EU-Parlamentet skal de nye regler sikre, at hvis et rejsebureau krakker, skal de rejsende kunne fortsætte rejsen uden ekstra omkostninger. Og kan en rejsende ikke komme hjem f.eks. som følge af en ny askesky, skal rejsebureauet betale for fem overnatninger. EU-Kommissionen har foreslået tre overnatninger.

Om dette siger Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, til standby.dk: ”Revisionen af reglerne kører mellem parlamentet og kommissionen. De nye regler er tidligst på plads i 2016-17. Jeg er enig i, at det ikke er rejsebureauets eller flyselskabets ansvar, at f.eks. en askesky opstår, men kravene gælder forbrugervellet. Omvendt skal der sættes en rimelig grænse for, hvor meget rejsebureauer og flyselskaber skal dække. Både flyselskaber og rejsebureauerne lobbyer meget for deres synspunkter. Og havde EU-Parlamentet magt, som det har agt, skulle der nærmest udskrives en blankocheck i disse tilfælde.”