Søgemaskine sammenligner rejseforsikringer

rejseforsikringREJSEFORSIKRING: 10 selskaber menes at udbyde rejseforsikringer i Danmark. Fra 1. juni forventer dansk søgemaskine at være klar med sammenligning mellem deres produkter.

”Vi tilbyder alle udbydere af rejseforsikringer i Danmark at få vist deres produkter på vores hjemmeside – vi har ikke indboforsikringsselskaber med, da man typisk kun kan få deres rejseforsikringer, hvis man også køber en indboforsikring.”

Det siger adm. direktør for og medejer af comparo.dk, Lars Lund-Nielsen, til standby.dk. Comparo.dk har i forvejen en funktion til sammenligning af priser på bilforsikringer.

”Vi sender snart oplægget til vores rejseforsikrings-koncept til rejseforsikringsselskaberne, så de kan hjælpe os med at finde eventuelle fejl,” siger Lars Lund-Nielsen og tilføjer: ”Hvad enten man samarbejder med os eller ej, får man vist sine rejseforsikringsprodukter. Vi tjener på at kunne henvise potentielle forsikringstagere til forsikringsselskabet; vi gør mere for dem, vi har aftale med, men alle får vist deres produkter.”

Bag hjemmesiden comparo.dk står Lars Lund-Nielsens firma NoCoPo (Nordic Consumer Portals) som han ejer sammen med nogle investorer.