![]()
TURISME: Arbejdet med at tiltrække turister skal organiseres anderledes og skal styres af tre udviklingsselskaber. Det har regeringen og Danske Regioner ifølge Nordjyske Stiftstidende besluttet.
Udviklingsselskaberne skal fokusere på kyst- og natur-turisme, på erhvervs- og mødeturisme, samt på storbyturisme. Formålet med de tre selskaber er ’at samle indsatsen på tværs af aktører og geografi’, så ’nationale initiativer koordineres’.
Direktør Dorte Stigaard fra Region Nordjylland siger, at aftalen er så ny, at man ikke fuldt ud kender konsekvenserne. Det står for eksempel endnu ikke klart, om der fortsat vil være et rent nordjysk selskab på turistfronten som VisitNordjylland. Hun glæder sig over, at hovedsædet for det ny selskab for kyst- og naturturisme placeres i Nordjylland, skriver epn.dk.
Selskabet for kyst- og naturturisme skal ifølge aftalen skabe vækst, så der efter 10 år med tilbagegang kommer flere udenlandske turister ved de danske kyster. Tilbagegangen skyldes en kombination af ’øget konkurrence fra den tyske Østersøkyst, det generelt høje danske prisniveau, samt en lav grad af innovation og kvalitetsudvikling’.
Udviklingsselskabet oprettes ved en samling af relevante aktiviteter i turismeudviklingsselskaberne VisitNordjylland, Midtjysk Turisme og Østdansk Turisme. Staten giver for 2014 og 2015 20 mio. kr. til etablering og drift. Herudover skal selskabet drives med støtte fra kommuner og regionale vækstfora.

STANDBY.DK Nyt om rejser

