DØDSFALD: Wallmans grundlægger og Skandinaviens show-konge, Hasse Wallman, døde mandag efter alvorlig rideulykke fredag i sidste uge – to dage før havde han været til gallapremiere på hans koncerns nye dinnershow i Cirkusbygningen i København.
Onsdag i sidste uge var han med ved den store gallapremiere på det nye show, Freak, i Wallmans Cirkusbygningen i København.
To dage senere kom han ud for en rideulykke, der mandag kostede ham livet i en alder af 78 år. Han vågnede aldrig efter ulykken og sov stille ind i mandags omgivet af sin nærmeste familie, oplyser Cirkusbygningen.
Hasse Wallman blev for alvor kendt i Danmark, da han i 2003 købte Cirkusbygningen og introducerede Wallmans Dinnershow. Siden har over 825.000 gæstet Cirkusbygningen.
”Hasse Wallman var en positiv og sprudlende personlighed, der altid bragte glæde med sig. Værdier, som gennemsyrer Wallmans-konceptet og koncernen,” siger adm. direktør i Wallmans Cirkusbygningen, Dorthe Fryd Ekelin, og tilføjer: ”Hasse Wallmans død er et stort chok for os alle og bringer stor sorg. Her i København føler vi os heldige, at vi lige har haft glæden af Hasses altid fornøjelige selskab ved vores gallapremiere i onsdags. Vi havde en fantastisk aften og Hasse var meget begejstret for det nye show. Jeg er glad for at have haft ham som bordherre en sidste gang.”
Hasse Wallman grundlagde i 1956 Wallmans Nöjen i Sverige.

STANDBY.DK Nyt om rejser


