Der stjæles med arme og ben i Barcelona

Rejsesiden TripAdvisor har på baggrund af læserkommentarer lavet liste over verdens ti værste byer, når det gælder lommetyve. Og her kommer Barcelona ind på en klar førsteplads. Rejsesiden konkluderer, at i Barcelona er lommetyveri accepteret.



Især fremhæves gågaden Ramblaen som det værst tænkelige. “Ramblaen, som altid sitrer af liv, er et perfekt sted at blive lettet for sin pung,” skriver websiden ifølge Rejseliv.dk



Europæiske storbyer dominerer listen, der også omfatter disse byer, hvor den rejsende skal være særligt på vagt over for lommetyve: Rom, Prag, Madrid, Paris, Firenze, Buenos Aires, Amsterdam, Athen og Hanoi.



Der kommer også fem råd til at undgå lommetyveri:



Gå aldrig med pungen i baglommen.



Vær opmærksom, hvis f.eks. nogen taber noget i nærheden af dig eller spilder noget på dig.



Lommetyve arbejder ofte i grupper, så vær opmærksom på alle fremmede. Også børn og ældre.



Pas på steder med lidt plads. Stå aldrig lige ved dørene i busser og tog – lommetyve tager ofte chancen, når dørene går op.



Hav kun en smal pung, så man ikke kan se den bule ud.



I en kommentar skriver en læser, Knud Iversen, på Rejselivs hjemmeside:



“Vi har rejst til mange storbyer i Verden – men aldrig været udsat for så mange overfald plus tyverier som i Barcelona. Tre styk blev det til på fire dage. De stjæler som ravne. River tasker fra dig, flår halskæder af og overhælder dig med noget der ligner fuglelort for at bestjæle dig. Vi mistede pas, kamera, kreditkort, kontanter og mobiltelefon. Så et godt rejseråd – bliv væk fra Barcelona.”

Skrevet af