Glem den danske krone og betal med euro

I de kommende måneder bliver titusindvis af danskere stillet over for et valg, når de vil hæve penge i en automat (ATM) i f.eks. et andet EU-land eller betale middagen på restaurant med kreditkort: Skal beløbet afregnes i danske kroner eller i euro?



Spies’ guider bliver dagligt spurgt, hvad der bedst kan betale sig at svare på automatens spørgsmål. Og svaret er: Få altid afregnet i den lokale møntfod – altså i euro, når det gælder rejselande med euro som møntfod.



”Hvis man i denne uge havde hævet 500 euro med f.eks. et Eurocard/Mastercard i en pengeautomat på Gran Canaria, var man blevet stillet over for følgende spørgsmål: Skal de 500 euro ”charges” din hjemlige konto i euro eller i danske kroner? – Havde man svaret ja til danske kroner, ville den lokale bank have anvendt kurs 7,940, og de 500 euro havde kostet 3.970 kr. Ved i stedet at trykke ja til afregning i euro, bruger kreditkortudbyderen i stedet kurs 7,561, og man var sluppet med 3.780 kr. – altså en besparelse på 189 kr.,” siger Spies’ informationschef, Torben Andersen.



Forklaringen er, at bankerne i ferieområderne afregner danske kroner til en højere kurs end den officielle fra Danmarks Nationalbank. Det bekræfter Eurocard, der herhjemme administrerer Mastercard.



Selskabet anbefaler, at ”man så vidt muligt altid afregner i den lokale valuta.”



”Men det er ikke kun i pengeautomaterne, at danskerne skal sige ja til euroen. Betaler man med kreditkort på en restaurant, omregner tjeneren ofte beløbet til danske kroner. Det skal man afvise. Man kan altid kræve afregningen i lokal valuta – altså i euro, hvis man f.eks. er i Spanien, Grækenland, Italien og Frankrig,” siger Torben Andersen.

Skrevet af