Kendt hoteldirektør stoppet

”Jeg er fratrådt med maner, Arp-Hansen har været meget fair overfor mig – men det er svært at slutte efter 20 år samme sted.” Det siger Charlotte v. Wylich-Muxoll til Take Off. Efter Arp-Hansen hotelgruppen i begyndelsen af måneden overtog det 4-stjernede Hotel Imperial har hun besluttet at stoppe som hoteldirektør.



Dermed er det farvel til en af de mest kendte hotelprofiler i Danmark som med dygtighed, faglig indsigt og et smittende humør har påvirket de mange, hun har mødt gennem karrieren.



”Mon ikke jeg trækker mig tilbage, jeg er 65 år og vil gerne gøre mere ud af min kunstinteresse. Jeg blev tilbudt at blive hos Arp-Hansen, men valgte at stoppe og fik en god aftrædelsesordning. Det har været nogle rigtig sjove år på Imperial, hvor jeg har mødt og arbejdet med en masse dejlige og herlige mennesker på såvel hotellet som blandt partnerne i rejsebranchen,” siger Charlotte Muxoll, som kom til Imperial fra Hotel Hvide Hus-kæden.



Med Charlotte Muxolls fratrædelse har Imperial Hotel mistet sine to kendteste profiler; hotellets adm. direktør Peter Jørgensen har netop overtaget det lille 3-stjernede Arp-Hansen hotel Christian IV. Ny direktør for Imperial er Peter Borup, som før var direktør for tre Arp-Hansen hoteller, Astoria, Opera og Chr. IV, sidstnævnte er nu ikke mere med i kæden.



Arp-Hansen er Københavns største hotelkæde med foreløbig over 1.300 værelser på ni hoteller. Kæden vil bruge et tre-cifret millionbeløb de kommende år på næsten at fordoble antallet af værelser på Imperial til cirka 300; ligeledes kommer der næste år 76 nye værelser på kædens hotel The Square ligesom Arp-Hansen i 2006 åbner et helt nyt hotel, Copenhagen Island, på en kunstig ø udfor Fisketorvet i København.

Skrevet af