Dansk erhvervsrejsebureau opgiver Ryanair





Ryanair indførte i denne uge nye procedurer, der betyder at bookinger via rejsebureauers “screenscraping” annulleres. Det er ikke forbudt at sammenligne priser, men det er forbudt at hente indhold fra en hjemmeside uden tilladelse fra indehaveren.



Ryanair er dermed i direkte konfrontation med de mange rejsebureauer, der gennem avancerede bookingværktøjer giver kunderne adgang til at booke Ryanairs billetter.



På baggrund af sager mod irske Bravofly og tyske V-tours, som Ryanair har vundet, vil selskabet annullere alle bookinger fra rejsebureauer, der booker via “screenscraping” teknologien.



Kort fortalt handler “screenscraping,” skriver Travelbroker.dk, om, at rejsebureauets bookingværktøj via en proces henter data fra Ryanairs hjemmeside og sammenstiller søgeresultatet med andre selskaber.



Ryanair hævder, at “screenscraping” belaster web-serverne voldsomt, så det forsinker svartiden for passagerer, der booker via internettet. Herudover tager rejsebureauerne et bookingfee, således at Ryanairs priser bliver dyrere i bureauernes bookingsystemer.



Endvidere hævder Ryanair, at kunderne ikke får de nøjagtige vilkår og betingelser for billetten, når bookingen sker gennem et rejsebureau bookingværktøj.

Det afgørende er angiveligt også, at Ryanair ønsker fuld kontrol over sin distribution og ikke tillader “mellemhandlere” som rejsebureauer at forstyrre kommunikation og dialog med kunderne.


Skrevet af