Rejsebureau lukker med reception

Flere solgte rejser på internettet får nu et af landets ældste rejseselskaber, Roskilde Rejsebureau, til at dreje nøglen om. I morgen, lørdag, har bureauet åbent for sidste gang, og derefter er det slut efter 50 år i branchen.



”Det er bedre, at vi stopper nu, mens vi stadig tjener lidt penge. Vi kan godt se, hvad vej det går,” siger Roskilde Rejsebureaus direktør, Søren Birkelund Hansen, til Dagbladet Roskilde.



Også bortfaldet af provisionen fra flyselskaberne har ramt Roskilde Rejsebureau. ”Nu sælger flyselskaberne selv rejser på nettet billigere, end vi kan tilbyde. Deres gebyrer dækker ikke engang omkostningerne,” siger Søren Birkelund Hansen.



Det er især de unge, som bestiller rejser over nettet, mens den ældre generation stadig foretrækker at møde op på rejsebureauet. ”De unge har undersøgt det hele på forhånd og ved, hvad de vil have. Det, som nettet ikke kan tilbyde, er den personlige service. Behovet vender måske tilbage om et par år, men det er ikke noget, som man vil betale for nu,” siger Søren Birkelund Hansen til avisen.



Med Roskilde Rejsebureaus lukning forsvinder den sidste rest af Roskilde-firmaet A. P. Hansen, der blev startet i 1921 og har kørt rutebiler og taxaer til starten af 1990’erne.



Der er afskedsreception i eftermiddag, fredag, mellem kl. 14-17 hos Roskilde Rejsebureau på Algade 60 i Roskilde. Her vil de tre medarbejdere – Ann Ruberg (ansat siden 1976), Søren Birkelund Hansen (siden 1961) og Henning Birkelund Hansen (siden 1943) – som det hedder i indbydelsen: “takke vore kunder, forretningsforbindelser samt venner af huset, som vi har betjent gennem årene.”

Skrevet af