Ankenævn godkender aflysninger til muslimske lande

Udenrigsministeriet udsender i disse dage en lind strøm af alvorlige rejsevejledninger om den sikkerhedsmæssige situation for danskere i Mellemøsten, Nordafrika og visse asiatiske lande.

Bl.a. frarådes rejser til Libanon, Indonesien, Pakistan, Gaza/Vestbredden, Libanon og dele af Filippinerne – danskerne opfordres til at forlade disse lande.



Udenrigsministeriet fraråder ikke strengt nødvendige rejser til bl.a.: Algeriet, Bahrain, Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Kuwait, Libyen, Marokko, Oman, Qatar, Tunesien og Yemen.



Rejse-Ankenævnet udsendte torsdag retningslinjer, som Danmarks Rejsebureauforening videresendte til sine medlemmer. Her et kort sammendrag:



Som følge af urolighederne må en dansk rejsende anses for at være udsat for nærliggende fare i de nævnte lande. På det grundlag er kunden ifølge pakkerejseloven berettiget til at afbestille sin rejse til disse lande.

Dette gælder også, hvor pakkerejsen består af fx et krydstogt med anløb i et af disse lande.



Udenrigsministeriet har frarådet rejser til Bali siden terrorbomben i oktober 2002. Kunder, der alligevel har bestilt rejser til Bali, har efter nævnets opfattelse nu afbestillingsret, da ”trusselsbilledet” er et andet.



Afbestillingsret indebærer, at kunden skal have tilbagebetalt samtlige beløb.

Kunder, der pga. urolighederne ikke kan transporteres hjem, skal af rejsearrangøren indkvarteres på passende vis uden udgift.

Afbestillingsretten gælder ikke, hvor flypassagerer foretager flyskift, uden at forlade lufthavnen.

Skrevet af