Dagens kommentar

Hverken FolkeFerie.dk , rejsebranchen eller for den sags skyld fagbevægelsen havde haft brug for et misvisende fokus på favorisering af bestyrelsesmedlemmer og ledende medarbejdere i forbindelse med det forestående salg af feriehuse landet over. Havde ledelsen fastholdt den strategi, bestyrelsen havde nikket til for nylig, ville en pressestorm sandsynligvis og fortjent være blevet resultatet.



Og de seneste ti års flotte arbejde med at genopbygge Folkeferies renomme efter tidligere tiders skandaler og ucamouflerede pamperi ville have været spildt.



På mindre end et døgn trak Folkeferie i nødbremsen og har stoppet særbehandlingen af fagbevægelsens top. Husene må formodes at komme i fri handel og derfor prisfastsættes efter den reelle efterspørgsel – og i sidste ende vil det give Folkeferie.dk mest i kassen.



Det skal vi være de første til at lette på hatten over. Det vidner endnu engang om, at Folkeferie.dk i dag på mange måder er en misundelsesværdig virksomhed. I hvert fald fik man lagt den uigennemtænkte beslutning på is uden nogen dikkedarer. Flot krisestyring. Og virksomheden kan igen se fremad og gennem salget skaffe resurser til at virkeliggøre de mange visioner, som direktion og bestyrelse har.






Skrevet af