Lavprisselskaber i hård konkurrence

Mens Sterling gennem de seneste to år har reduceret antallet af fly fra 30 til 25, har Norwegian netop bestilt 42 moderne fly fra Boeing og sikret sig en option på at kunne købe yderligere 42. Den samlede pris er på omkring 18 mia. kr. Den omfattende flyflåde skal sættes ind i kampen om at blive det dominerende skandinaviske lavprisselskab.
”Flyindkøbet giver grundlag for at udvide antallet af ruter. Også Danmark er en mulighed, men intet er besluttet endnu,” forklarer informationsdirektør Anne Grete Ellingsen.

Norwegian købte i juli Finnairs lavprisdivision, Flynordic, med otte fly. Med selskabets egne 22 fly er flåden i alt på 30. De eksisterende fly er typisk en mere brændstofslugende flytype, som selskabet vil skifte ud i de kommende år. Derfor har Norwegian leaset 11 Boeing-fly, som sammen med de op til 84 fly vil udgøre den fremtidige flyflåde.

”Vi er nu Skandinaviens største lavprisselskab. Vi følger konkurrencen og prøver at sætte os i det skandinaviske marked,” fastslår Anne Grete Ellingsen.

Sterling er imidlertid ikke bekymret efter Norwegians store indkøb. ”Det får ikke mig til at sove dårligt om natten. Det er ikke en konkurrence om at være størst. Det kan godt være, at Norwegian køber mange fly, men kan de også få passagerer til at fylde dem op?” spørger Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 31. august, 2007)

Skrevet af