Debat: vrøvl at der sælges færre charterrejser til Spanien



Af Jan Lockhart

Adm. direktør, Apollo Danmark



Stadig flere danskere tager på charterferie til Spanien. Det viser både Apollos salgsopgørelser og Statens Luftfartsvæsens statistik over chartertrafik til spanske destinationer.



Apollo har netop opgjort antallet af danskere, der tager på charterferie til Spanien, og flere vil af sted end nogensinde.



Det samme dokumenterer statistik fra Statens Luftfartsvæsen. I 2006 tog cirka 350.000 danskere på charterferie til et spansk rejsemål fra danske lufthavne mod cirka 310.000 i 2003, og tendensen er klar stigning:



Det er fejlagtigt at tro, at danskerne har fravalgt Spanien som charterrejsemål. Jeg ville sige: ”Tværtimod”. Vores salg på Spanien med rejsemål som Mallorca, Gran Canaria, Fuerteventura, Lanzarote og Tenerife går bedre end nogensinde. Samme tendens kan vi med al ønskelig tydelighed se af SLV’s statistik over antal charterpassagerer, der flyver fra Danmark til Spanien og retur.



Der var cirka 40.000 flere, der rejste på charterferie til Spanien i 2006 i forhold til 2003. Og ser man på tendensen, vil vi sandsynligvis få en forøgelse på 15. – 20.000 passagerer i 2007. Med 3,5 millioner overnatninger må charterkunderne nødvendigvis udgøre en meget massiv del af det samlede antal rejsende til Spanien.



Spanien er godt i gang med en ny bølge af enorm popularitet.

I 60’erne, da charterrejsen var en ny opfindelse, var sydkysten i Spanien oplagt at tilbyde rejser til.

I 80’erne og 90’erne rejste mange danskere fortsat til spanske rejsemål, men landets image var måske en smule blakket som følge af, at feriestederne var blevet mainstream for Hr. og Fru. Danmark.



Nu har vi en ny generation af rejsende, som så at sige genopfinder Spanien, og det gælder fx de mange nye og store børnefamilier.



De har i den grad taget Spanien til sig med Mallorca og Fuerteventura blandt de nye spanske favorit-rejsemål.



Begge steder er der nemlig enestående mulighed for ren afslapning med varme og godt badevand til børnene, men skal ferien også have et gran af aktivitet, hvad de allerfleste børnefamilier i dag er afhængige af, er der tillige rige muligheder for at dykke, cykle i bjerge, løbe i naturskønt terræn og sågar katamaransejlads.

Skrevet af